Japan slår år efter år rekorder for det laveste antal dræbte i trafikken – hvad gør de rigtigt? De tager sig blandt andet ikke de samme små friheder i trafikken.
“Hvis du har været i Japan, giver det bare mening, hvorfor der er så få dræbte i trafikken,” siger den dansk-japanske musiker Terkel Atsushi Røjle, som ikke føler sig fremmedgjort under Tokyos neonlys.
I 2021 slog Japan sin egen årsrekord for det laveste antal trafikdræbte for femte gang i træk. I alt 2636 dræbte.
Og i år er Japan i gang med at gøre det for sjette gang, viser tal fra Japans nationale politistyrke.
Mellem januar og juni 2022 lå antallet af dræbte i trafikulykker på 1158. Et fald på 40 mennesker sammenlignet med samme periode i 2021 – og det laveste antal for denne periode siden Japan startede med at lave opgørelserne i 1948.