Manchester Uniteds omstridte ejere, Glazer-familien, overvejer nu at sælge en del af eller hele klubben som led i en strategi, der skal styrke “klubbens vækst”.
Det skriver Manchester United i en pressemeddelelse.
Meddelelsen kommer samme dag, som den britiske fodboldklub kunne fortælle, at superstjernen Cristiano Ronaldo efter en gensidig aftale var fortid i klubben.
– Imens vi fortsætter med at bygge videre på klubbens succesrige historie, har bestyrelsen sagt god for en gennemgående evaluering af strategiske alternativer, lyder det fra de to formænd Avram Glazer og Joel Glazer.
– Vi vil evaluere alle muligheder for at sikre, at vi gør det bedste for vores fans.
Manchester United har været ejet af Glazer-familien siden 2005. De har dog været udskældt af klubbens tilhængere som følge af klubbens økonomi og sportslige nedtur de seneste år.