Der findes mange fede smartphones i dag, men den nyeste smartphone fra Apple, iPhone 13 Max Pro, er uden sammenligning den bedste smartphone med det fedeste kamerasystem, jeg til dato har testet.
Apple har lige lanceret deres nye serie af iPhone 13-smartphones, og jeg har testet topmodellen, iPhone 13 Pro Max, der er på alle måder er en imponerende mobil – lige fra design, over skærm og ydelse til kamerasystemet. Ja selv batteriet er blevet markant forbedret – hvilket også var tiltrængt. Eneste minus ved denne smartphone er prisen, for det er stadig en af de dyreste mobiler, du kan finde i dag.
Apple har, igen, lavet en lang række opdateringer på alle punkter i mobilen, dog ikke på det visuelle design. Her skal du være lidt af en detektiv for at se forskellen mellem sidste års 12 Pro Max og 13 Pro Max-modellen. Faktisk er det kun kameraobjektiverne der er blevet en anelse større, men det er også det eneste, du for alvor kan se.
Apple har dog valgt at opgradere på materialesiden, og det ses tydeligt. Rustfri stål danner kanterne og der keramiske skjold skulle være blevet endnu mere modstandsdygtigt over for ridser og andre skader. Den er også certificeret IP68, så den tåler en del vand, så du kan roligt tage den med ud i badeværelset, hvis du vil høre lidt musik mens du vasker håret.
Når jeg sammenligner med 12’eren, er det tydeligt, at mobilen er blevet en anelse mere elegant at se på, men det er altså i det helt små, og noget du kun vil få øje på, hvis du virkelig kigger grundigt efter – og har en 12’er at sammenligne med.
Størrelsen skal naturligvis også nævnes, for den er stor. 6,7″ siger skærmmålet, og det passer perfekt til mine hænder. Men hvis du vil have lige så meget telefon, men i mindre indpakning, så skal du lede efter 13 Pro, hvor skærmen er på 6,1″.