Steve Bannon,tidligere toprådgiver for USA´s ekspræsident, Donald Trump, er blevet idømt fire måneders fængsel og en bøde på 50.000 kr. for at nægte at vidne i sagen om stormløbet mod Kongressen i Washington DC i januar 2021.
Det skriver Reuters.
Efter urolighederne ved Kongressen blev Steve Bannon bedt om at samarbejde om at undersøge hændelsen ved blandt andet at vidne og aflevere dokumenter til et undersøgelsesudvalg.
Den 68-årige rådgiver nægtede imidlertid at samarbejde med udvalget. For dette forhold og for at udvise foragt for Kongressen er han nu blevet dømt
Steve Bannon kæmpede i 2020 og 2021 med næb og klør for at hjælpe Donald Trump til at få endnu en tur i Det Hvide Hus.
Steve Bannon er også kendt for at stå bag flere politiske podcasts.
Undersøgelsesudvalget oplyser, at han dagen før stormløbet i en højreorienteret podcast havde udtalt, at “helvede ville bryde løs i morgen”. Samme dag skulle han ifølge komiteen også flere gange have talt med Donald Trump.
Vil appellere dommen
Ifølge CNN har Bannons advokat allerede udtalt, at man vil appellere fængselsdommen. Bannon vil ifølge sagens dommer først skulle afsone dommen, efter at der er truffet en afgørelse i appelsagen.
Steve Bannon står i øvrigt også med en tiltale mod sig om hvidvaskning og sammensværgelse ved at bedrage donorer til at betale penge til Trumps byggeri af en mur ved den amerikansk-mexicanske grænse.
Kongresudvalget har desuden fredag stævnet Trump med krav om, at han møder op i Kongressen og afgiver forklaring om stormen mod Kongressen. Ydermere er han ifølgeReuters også blevet bedt om at aflevere en række dokumenter til udvalget.