Duften rammer dig først – nykogte ris, linser og spinat, serveret i slev fra dampende gryder.
Snesevis af familier – inklusive mødre med babyer – står opstillet med tallerkener for at få en portion af, hvad der sandsynligvis vil være deres eneste måltid for dagen.
“Vi er her, fordi vi er sultne,” siger Chandrika Manel, mor til fire.
Mens hun ælter en kugle ris med hænderne og blander den med linserne og spinaten, før hun giver et af sine børn det, forklarer hun, at selv det er en kamp at købe brød.
“Der er tidspunkter, hvor jeg [giver dem] mælk og ris, men vi laver ingen grøntsager. De er for dyre.”
Udtømte valutareserver og stigende inflation har ødelagt Sri Lankas økonomi i de seneste måneder. Præsident Gotabaya Rajapaksa – som pressede skattelettelserne igennem, der krympede statens pengekasser og lånte kraftigt fra Kina for at finansiere ambitiøse infrastrukturprojekter – har fået skylden for krisen. Pandemien, der ramte turismen, og krigen i Ukraine, som fik oliepriserne til at stige i vejret, har kun gjort situationen værre.
Men nu er Sri Lanka på randen af en humanitær krise, har FN’s Børnefond (Unicef) sagt til BBC.
Organisationen fandt ud af, at 70 % af landets familier har skåret ned på mad siden starten af året, og lagrene af brændstof og essentiel medicin er også hurtigt ved at løbe tør.
‘Mine børn er elendige’
Dette er fru Manels første besøg i et fælleskøkken, da hun oplevede, at hendes muligheder forsvandt: “Leveomkostningerne er så høje, at vi tager lån for at overleve.”
Køkkenet er en måned gammelt – pastor Moses Akash startede det i en kirkesal i Colombo efter at have mødt en enlig mor, der levede af en jackfrugt i tre dage.
“Vi får folk, der ikke har fået en anden tallerken ris i de sidste fire måneder,” siger pastor Moses.
Ifølge hans skøn er antallet af mennesker, der står i kø for at få mad, vokset fra 50 til langt over 250 om dagen. Det er ikke overraskende i betragtning af, at fødevarepriserne i Sri Lanka steg med 80 % alene i juni.
“Jeg ser især mange børn, de fleste af dem er underernærede,” siger han.
Sahna, en gravid 34-årig, der kun går under sit fornavn, står også i køen med sine tre små børn. Hun har termin til september og er spændt på fremtiden.
“Mine børn er elendige. De lider på alle mulige måder. Jeg har ikke engang råd til en pakke kiks eller mælk til mine babyer.”
Sahnas mand, som er arbejder, tjener kun godt 70 kr om ugen for at forsørge hele familien.
“Vores ledere lever bedre liv. Hvis deres børn lever lykkeligt, hvorfor kan mine børn så ikke?” spørger hun.
En truende humanitær krise
Når Sahnas barn bliver født, forventes det at blive værre.
Borgmesteren i Colombo sagde for nylig, at hovedstaden kun har mad nok indtil september.
Med mangel på brændstof og gas til madlavning og daglige strømafbrydelser er familier ikke i stand til at rejse for at købe frisk mad eller tilberede varme måltider.
“Familier kan ikke købe, hvad de plejede at købe. De skærer ned på måltiderne, de skærer ned på næringsrig mad. Så vi er helt sikkert kommet i en situation, hvor underernæring er en stor bekymring,” siger Christian Skoog, Unicefs repræsentant i Sri Lanka.
“Vi forsøger at undgå en humanitær krise. Vi er endnu ikke ved, at børn dør, hvilket er godt, men vi er nødt til at få støtte meget hurtigst muligt for at undgå det.”
Unicef har appelleret om akut økonomisk hjælp til at behandle tusindvis af børn med akut underernæring og støtte en million andre med primær sundhedspleje.
Antallet af akut underernæring kan stige fra 13 % til 20 %, hvor antallet af alvorligt underernærede børn – i øjeblikket 35.000 – fordobles, siger Dr. Renuka Jayatissa, formand for Sri Lanka Medical Nutrition Association.
Krisen har frembragt en følelse af solidaritet, hvor folk ofte stoler på fremmedes venlighed. Men selv venlighed og håb er ved at blive dyrebare varer.
Dr. Saman Kumara på Colombo’s Castle Street hospital siger, at hvis ikke for donorernes velvilje, ville hans patienter – små nyfødte – have været i stor risiko.
Han siger, at hans hospital nu er “fuldstændig afhængig af donationer” til vigtig medicin og udstyr, og opfordrede flere donorer til at træde frem, da patienternes liv er i fare.
Tilbage ved fælleskøkkenet er Chandrika ved at øse den sidste bid mad ind i sin søns mund.
“Mine bedste dage er forbi. Men vores børn har så meget foran sig,” siger hun.
“Jeg ved ikke, hvad der vil ske, når de vokser op.”
