En olierørledning i Polen er blevet ramt af lækage. Det oplyser den polske rørledningsoperatør Pern ifølge nyhedsbureauet Reuters.
¨Lækagen blev opdaget tirsdag aften, og det er endnu uklart, hvad der har forårsaget bruddet.
Rørledningen går under navnet Druzhba og består af to separate olierørledninger. Kun den ene ledning er ramt, mens den anden fungerer optimalt.
Druzhba betyder oversat fra russisk ‘venskab’. Der er tale om en af verdens største olierørledninger. Den transporterer olie fra Rusland til det meste af Centraleuropa, blandt andet Tyskland, Polen, Belarus, Ungarn, Slovakiet og Tjekkiet.
En talsperson for den tjekkiske rørledningsoperatør Mero siger tirsdag, at man ikke har registreret forandringer i mængden af olie, der strømmer til landet.
Lækagen i Polen er opstået blot cirka to uger efter, at gasrørledningerne Nord Stream 1 og 2, der løber på bunden af Østersøen, blev ramt af en række lækager. Her var vurderingen, at der var tale om sabotage.
Det russiske olierørledningsselskab Transneft siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at man er blevet gjort opmærksom på lækket af Pern, men at olien stadig flyder til Polen. Samtidig siger man, at Pern ikke har oplyst, hvor lang tid det vil tage at fikse lækket.
Til Reuters siger Polens kommissær for strategisk infrastruktur, Mateusz Berger, at der ikke er nogen grund til at tro, at lækagen skyldes sabotage.