Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne går i den seneste meningsmåling en smule tilbage i forhold til sidste weekend. Men partiet ser stadig ud til at kunne stå med de afgørende mandater efter tirsdagens valg.
Ved valgets udskrivelse i oktober lå partiet til blot 3,7 procent af stemmerne. Men siden er opbakningen til partiet eksploderet, og i sidste weekend lå Moderaterne til hele 9,8 procent af stemmerne.
I den nye måling, som Epinion har lavet for DR og Altinget, står partiet til at få 8,3 procent af stemmerne, Det er en tilbagegang på 1,5 procentpoint.
Tilbagegangen ligger dog inden for den statistiske usikkerhed i målingen, hvor 2.083 personer den 27. oktober er blevet spurgt, hvad de ville stemme på, hvis der var folketingsvalg. Derfor kan man ikke med sikkerhed sige, at færre ville stemme på Moderaterne i dag end for en uge siden.