Ukraines hovedstad er blevet ramt af mindst tre store eksplosioner. Det beretter nyhedsbureauet AFP, som har egne journalister på stedet.
Nyhedsbureauet Reuters fortæller samtidig om en eksplosion i Kyiv, og vidner fortæller til Reuters, at man kan se sort røg stige op fra bymidten.
Hvad der præcist er sket, og hvor mange eksplosioner, der tilsyneladende er tale om, er endnu uklart.
AP skriver, at to eksplosioner har ramt hovedstaden, og at der er tale om raketangreb, men det er ikke bekræftet fra officiel side.
Byens borgmester, Vitalij Klytjko, bekræfter ifølge AP, at der er tale om eksplosioner i et område, der hedder Shevchenkiv.
Reuters citerer det statslige medie Suspilne for at skrive, at der er både dræbte og sårede efter eksplosionerne, men denne information er ikke bekræftet fra myndighederne.
DR-journalist afbrudt i livesending
DR´s journalist i Kiev, Louise Brodthagen var live igennem til DR´s radioprogram P 1 Morgen, da udsendelsen blev afbrudt af eksplosionerne.
Midt i Louise Brodthagens beretninger hører man først lyden af noget, der suser stærkt i luften.
– Hvad var det, spørger vært Bjarne Steensbeck.
– Der er jo fly her af og til, lyder det fra korrespondenten.
– Det kom nok hurtigt, svarer Bjarne Steensbeck.
Pludselig lyder der kraftige brag.
– Så for hulen, lyder det fra Bjarne Steensbeck, som spørger Louise Brodthagen, hvor hun står henne.
– Jamen jeg står faktisk udenfor. Det kan godt være, jeg lige skal finde ud af, hvad der foregår, svarer korrespondenten, som bliver afbrudt af vært Maria Dohn:
– Louise, du skal skynde dig væk.
– De bomber der, var det tæt på, spørger Bjarne Steensbeck.
– Det er meget svært for mig at sige, lyder det fra Louise Brodthagen, som fortæller, at der nogle gange også er kontrollerede sprængninger, som foretages af forsvaret.
– Så man behøver ikke at gå fuldstændig i panik, men jeg skal nok lige undersøge, hvad det er, så kan vi tale om det senere …, lyder det fra Louise Brodthagen, som bliver afbrudt af et kæmpe brag, mens man kan høre, at hun gisper.
– Jeg rykker indenfor, tror jeg, siger Louise Brodthagen, mens man kan høre noget, der lyder som glas, der splintres.
– Der faldt simpelthen noget lige ned ikke så langt herfra, fortæller hun tydeligt påvirket, hvorefter de to værter i studiet chokerede tager over: