FN advarer nu mod, at dele af Somalia på et tidspunkt mellem oktober og december vil blive ramt af hungersnød.
Situationen er opstået som et direkte resultat af længerevarende tørke i landet samt af stigning i de globale fødevarepriser.
– Sulten står for døren, sagde FNs nødhjælpschef Martin Griffiths mandag ifølge Reuters ved et pressemøde i Somalias hovedstad, Mogadishu.
Somalia oplever for tiden den værste tørke i 40 år, og ifølge eksperter vil regionens femte regntid i træk udeblive.
FN forudser at især dele af den sydlige og centrale del af Somalia vil blive ramt. Forholdene beskrives som værre end de var i forbindelse med hungersnøden i landet i 2011. Her døde mere end en kvart million mennesker af sult.