Fire unge mænd på 24, 25, 26 og 27 år blev i går anholdt af Østjyllands Politi i forbindelse med efterforskningen af et røveri den 17. september. Her fik en 16-årig dreng på Frederiks Allé i Aarhus midtby frataget sin AaB-spilletrøje efter en fodboldkamp mellem den lokale klub AGF og AaB.
Drengen blev af en gruppe mænd truet til at udlevere klubtrøjen. To dage senere blev en 22-årig mand anholdt, og den efterfølgende efterforskning har ført til anholdelsen af de fire mænd.
– Vi ser med meget stor alvor på sagen, for det skal være trygt og sikkert at bevæge sig rundt i det offentlige rum, og man skal kunne gå til fodboldkamp, uanset om man har den ene eller den anden klubtrøje på, siger politiinspektør Brian Voss Olsen i en pressemeddelelse fra Østjyllands Politi.
De fire nye anholdte fremstilles i grundlovsforhør i dag fredag klokken 9.30 ved Retten i Aarhus. Her vil anklagemyndigheden anmode om lukkede døre.