Energistyrelsen opfordrer nu alle danskere til at spare på energien

Foto: Shutterstock.

Den store gasforbindelse fra Rusland til Tyskland har været lukket siden onsdag på grund af vedligeholdelse. Gazprom i Rusland havde annonceret, at de ville åbne for flowet igen lørdag, men det er ikke sket.

 

På grund af situationen i Rusland, opfordres danskerne nu til at spare på energien. I en pressemeddelelse kalder Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet situationen for “alvorlig”. De siger dog samtidig, at nødplaner er på plads, hvis situationen eskalerer.

”Rusland bruger gas som våben mod vores frihed. Det er alvorligt, og myndighederne følger situationen nøje. Det bliver ikke nemt, men vi kommer igennem vinteren sammen. Men vi kommer til at skulle stå sammen om at skrue ned for vores energiforbrug. Vi er i en energikrise – en krise vi skal løse og stå sammen om i et stærkt europæisk fællesskab,” siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen.

Onsdag lukkede Rusland for gassen til Europa på grund af vedligehold, men planen var, at gassen skulle flyde igen natten til lørdag. Dette er ikke sket, og i stedet har Gazprom meddelt, at de ikke genåbner flowet på Nord Stream 1 på grund af tekniske problemer. Gazprom har ikke oplyst, hvornår de eventuelt forventer at åbne Nord Stream 1 igen. Det bevirker, at der ikke kommer russisk gas til Tyskland.

Energistyrelsen opfordrer derfor alle danskere til at spare på energien, da forsyningssikkerheden kan komme under pres, når fyringssæsonen går i gang.

”Det er afgørende for forsyningssikkerheden den kommende vinter, at vi alle sammen – både borgere og virksomheder – sparer på energien, alt det vi kan,” siger Martin Hansen, der er vicedirektør i Energistyrelsen.

Måske periodiske strømafbrydelser

“Rusland stod for få år siden for 40 procent af gasforsyningen til Europa. Nu er det under 15 procent. Så Europa kommer ikke til at bøje nakken for Putins feje tricks. Vi er på rette vej trods den alvorlige udvikling. Vi er godt forberedt, status på vores gaslagre er bedre end forventet, og vi har nødplaner på plads,” siger Dan Jørgensen.

Hvis Danmark kommer i en situation, hvor der mangler strøm, kan de enkelte distributionsselskaber være nødsaget til at lukke for strømmen i kortere perioder. I en sådan situation vil der være tale om et kontrolleret afbrud. Det kan eksempelvis blive et par timer ad gangen i udvalgte områder.

“Der er en forhøjet risiko for mangel på strøm, men afbrydelse af strøm til elkunderne er det absolut sidste værktøj, vi vil anvende” siger Martin Hansen.

Danmark erklærede allerede den 20. juni ”Early Warning”, som er det første af tre kriseniveauer. Ved det sidste niveau kan der laves indgreb i markedet.

På websitet SparEnergi.dk kommer Energistyrelsen med gode råd og klæder danskerne på til den kommende fyringssæson.

Subscribe
Notify of
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
View all comments
Lars Nielsen

Lars Nielsen

Journalist ved Newstimes.dk