Antallet af covid-19-smittede i Danmark er igen i stigning efter en periode med faldende eller stabil smitte. Det oplyser Statens Serum Institut.
Således er antallet af personer smittet med covid-19 i sidste uge – uge 39 – steget i alle landets regioner.
Region Sjælland har flest smittede – 172 per 100.000 indbyggere – mens Region Hovedstaden har færrest – 119 per 100.000
Antallet af PCR-test er ligeledes steget – nemlig med 17 procent fra uge 38 til uge 39. Positivprocenten, som beskriver, hvor stor en andel af de foretagede PCR-test der er positive, er steget fra 16 procent i uge 38 til 17 procent i uge 39.
Statens Serum Institut oplyser i øvrigt, at flere var indlagt med corona i uge 39, men glædeligt er dog, at færre blev indlagt på intensiv.