En 80-årig mand er omkommet ved en tragisk ulykke på en større landejendom på Lolland. Manden udførte arbejde på ejendommen, da en stor port væltede ned over ham.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi ifølge Ritzau.
Ulykken fandt sted på en landejendom, der ligger på Holebyvej ved Dannemare, omtrent 11 km sydøst for Nakskov.
Manden arbejdede med reparation på en større port, men noget gik galt, og porten , der ifølge Folketidende.dk vejede omkring 500 kg, væltede ned over ham.
Stefan Jensen, der er vagtchef hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, oplyser, at den ældre mand var alene, da ulykken skete.
“Han er i gang med noget arbejde på porten, da den vælter ned over ham,” fortæller han til Ritzau.
Ingen bemærkede umiddelbart ulykken, og derfor blev politi og ambulance først tilkaldt, efter at politiet modtog en anmeldelse klokken 15.34.
“Men han har formentlig ligget under porten i nogle timer, før han blev fundet,” lyder det fra Stefan Jensen.
Den 80-årige mand var ifølge Lokalavisen i et ’ansættelseslignende forhold’ på den gård, hvor ulykken skete. Derfor vil Arbejdstilsynet blive inddraget i den tragiske hændelse med henblik på at fastlægge, hvordan det kunne gå så galt.
De pårørende til den 80-årige mand er ifølge Ritzau blevet underrettet om hans dødsfald.