En 22-årig mand er ved retten i Næstved idømt 50 dages betinget fængsel for uagtsomt manddrab. Han blev samtidig fradømt kørekortet i et år efter at have været skyld i en ulykke hvor en 87-årig mand og en 83-årig kvinde omkom. Den unge mand skal endvidere udføre samfundstjeneste, oplyser Ritzau.
Episoden fandt sted for knap to år siden, hvor den 22-årige kørte uansvarligt og for hurtigt på Sorøvej i Stenlille. Her overhalede han andre biler på strækninger med fuldt optrukne spærrelinjer, og i et vejkryds gik det helt galt.
Her kørte en bil med et ældre par ud på Sorøvej og blev ramt af den dengang 20-årige mands bil. De to ældre mennesker blev dræbt på stedet
Retten valgte at følge sagens anklager Laura Rahbeks strafpåstand. Straffen kan lyde lav, men da sagen er to år gammel, skal den behandles efter reglerne, som de så ud inden den såkaldte vanvidspakke, der skærpede straffen i lignende sager.
Samtidig var der ikke noget skærpende i netop denne sag, forklarer Laura Rahbek.
– Straffen kan aldrig gøre op for de tab, som de pårørende har lidt. Der er tale om uagtsomt manddrab, hvor han har tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden, fordi han har kørt for hurtigt. Dog uden at kørslen rent juridisk kunne vurderes som særligt hensynsløs, siger hun.
Det blev under sagen oplyst, at det ældre par kørte ud for ubetinget vigepligt, da de ville dreje ind på Sorøvej fra Nordskovvej. Også denne detalje har spillet ind i rettens vurdering.
– Ulykken skyldtes, at han kørte for stærkt, men det får også en betydning, når straffen skal fastsættes, at det ældre par kørte ud for ubetinget vigepligt, forklarer Laura Rahbek til Ritzau.
Den 22-årig havde kørt med en hastighed på 95 kilometer i timen, hvor den tilladte hastighed er 60 kilometer i timen. Forud for sammenstødet med det ældre par havde han overhalet to andre biler på hasarderet vis.
Desuden havde han presset sig ind mellem to biler med fare for påkørsel.
Sagen var rejst efter straffelovens paragraf 241, som handler om uagtsomt manddrab. Her er strafferammen fra en bøde op til fire måneders fængsel, når der ikke er skærpende omstændigheder.
Manden modtog dommen.