Samlet set er der i dag ansat 495 færre sygeplejersker på de danske sygehuse, end tilfældet var op til folketingsvalget i 2019. Det står i modstrid til det løfte, Socialdemokratiet med Mette Frederiksen i spidsen dengang afgav om, at man ville tilføre sygehusene 1000 flere sygeplejersker.
Det skriver Jyllands-Posten, der har fået tallene fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor.
Retfærdigvis skal det nævnes, at regeringen faktisk nåede målet om de 1000 flere sygeplejersker i 2021, men sidenhen er det gået den gale vej, og nu viser de nyeste tal altså, at der faktisk er 495 færre.
I en kommentar til Jyllands-Posten siger Mette Frederiksen, at det af flere årsager har været svært at fastholde de ansatte og rekruttere nye. Én af forklaringerne skal findes i det pres, coronapandemien lagde ned over vores sundhedsvæsen.