En 44-årig mand blev lørdag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Lyngby og sigtet for trusler samt ulovlig våbenbesiddelse.
Manden er sigtet for i sit eget hjem nordvest for Helsingør at have rettet en række trusler mod nogle familiemedlemmer. Herefter troppede manden op på en anden adresse lidt syd for Helsingør, og politiet blev tilkaldt.
I mandens bil fandt politiet en pistol, hvorefter han blev anholdt.
Da grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, kendes sagens nærmere detaljer ikke. Det samme gælder mandens eventuelle forklaring på hændelserne.
Manden nægter trusler, men erkender de faktiske omstændigheder i forhold til pistolen, fortæller Carina Erdogan, anklager ved Nordsjællands Politi.
Ved lørdagens retsmøde fandt dommeren, at der var begrundet mistanke, hvorpå manden blev varetægtsfængslet i foreløbigt fire uger.