Brøndby har på et pressemøde afsløret navnene på de fleste af klubbens nye ejere. Men fire personer i den nye ejerkreds, Global Football Holding (GFH), ønsker ikke deres navne offentliggjort.
Global Football Holding (GFH) overtog aktiemajoriteten i superligaklubben fredag og blev efterfølgende udsat for kritik af dele af fanskaren, som har krævet indblik i, hvem der nu har kontrollen over klubben.
Ifølge bestyrelsesformand Jan Bech Andersen ønsker 4 af de i alt 14 ejere ikke at stå offentligt frem.
– Vi respekterer, at der er enkelte privatpersoner i ejerkredsen af Global Football Holding, som ikke ønsker at få deres navn offentliggjort, siger formanden på Brøndbys hjemmeside.
Jan Bech Andersen kan dog afsløre, at der er tale om amerikanske og europæiske privatpersoner, der til sammen står for godt 15 procent af investeringskapitalen.
Også de 10 investorer, der er sat navn på, er fra enten USA eller Europa. Mange af dem har investeringer i velkendte udenlandske sportsklubber eller -hold.
Ud over aktieopkøbet skyder GFH sammen med Jan Bech Andersen op til 30 millioner euro – svarende til 223 millioner kroner – ind i klubben i form af et konvertibelt lån.