Så er der gode nyheder til de fartglade. En ny Tesla-model, som rykker fra 0-100 på to sekunder.
Den amerikanske elbilproducent er nemlig klar med nogle særlige Plaid-modeller af Model S og Model X, som danske teslaelskere snart vil kunne erhverve sig.
De nye Plaid-modeller er særdeles kraftige biler, og de har afsindigt hurtige accelerationstider.
Model S Plaid kommer med 1020 hk, og den klarer sprinten 0-100 km/t på blot 2,1 sekunder. Topfarten ligger på hele 322 km/t. Og Model S Plaid kan tilbagelægge 600 km på en opladning.
Prisen for denne nye potente elbil kommer til at starte ved 1.447.016 kr. Ved den store SUV Model X kommer Plaid-versionen ligeledes til at yde 1020 hk.
Det er nok til at sende den store elbil fra stilstand til 100 km/t på blot 2,6 sekunder, mens topfarten her ligger på hele 262 km/t.
Rækkevidden for Plaid X er marginalt kortere med en officiel rækkevidde på 528 km for en opladning.
Model X Plaid kan fås fra en pris på 1.488.616 kr.
Plaid-modellerne bliver tilgængelige i Europa med levering fra november og december i år, oplyser bilproducenten.