Det Svenske Fodboldforbund støtter nu op om kritikken af Infantino

Foto: Shutterstock.

Det Svenske Fodboldforbund (SvFF) støtter nu Dansk Boldspil Union (DBU) i kritikken af Det Internationale Fodboldforbund (FIFA) og præsident Gianni Infantino.

 

DBU har som et af meget få lande udtalt, at unionen ikke kan støtte Infantino, der står til at blive genvalgt som FIFA-præsident næste år uden modkandidater.

Karl-Erik Nilsson, der er formand i Det Svenske Fodboldforbund (SvFF), siger, at man ikke længere overvejer at støtte Infantino ved det kommende valg.

Han begrunder beslutningen med de seneste dages begivenheder under det igangværende VM i Qatar.

Svenskerne har lagt mærke til DBU-kritikken af Infantino.

– I betragtning af det, som er sket de seneste dage, ville vi bestemt ikke kunne gøre det, hvis der havde været en afstemning i dag.

– Håndteringen af anførerbindet lader meget tilbage at ønske, siger Karl-Erik Nilsson til TT.

Karl-Erik Nilsson oplyste ellers tidligere på ugen, at det svenske forbund overvejede aktivt at støtte Infantino.

– Vi tænker sådan her: Vi overvejer aktivt at støtte ham, hvis vi kan få et par væsentlige spørgsmål på plads. Det kan måske bruges som en form for pres i fremtiden, sagde han.

DBU og Det Tyske Fodboldforbund (DFB) har været kritiske over for FIFA, som truede med sportslige sanktioner, hvis VM-anførerne benyttede One Love-anførerbindet.

FIFA har indført sine egne anførerbind mod diskrimination, og det er dem, Danmark og Tyskland samt fem andre nationer modvilligt har båret.

Svenskerne vælger altså nu at tilslutte sig deres danske og tyske kolleger i sagen.

– Ja, set i lyset af situationen, som den er i dag, gør vi absolut det. Vi forstår, at de er meget kede af det.

– Vi har ingen som helst forståelse for FIFAs holdning til det spørgsmål, siger den svenske formand.

Infantino er den eneste kandidat til præsidentposten ved FIFA-kongressen i marts næste år.

Subscribe
Notify of
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
View all comments
Per Draker

Per Draker

Ansvarshavende redaktør/Journalist på Newstimes.dk