For millioner af ukrainere vil den kommende vinter kunne blive livstruende. Det siger Hans Kluge, europæisk chef i Verdenssundhedsorganisationen, WHO, under et besøg mandag i Ukraines hovedstad, Kyiv.
WHO har registreret flere end 700 angreb på sundhedsfaciliteter, siden Rusland begyndte sin invasion af Ukraine.
Ifølge Kluge betyder angrebene, at hundredvis af hospitaler og sundhedsfaciliteter ikke længere fungerer fuldt ud.
Flere ukrainske byer mangler desuden strøm, vand og varme efter russiske bombardementer på elværker og anden infrastruktur.
– Vi forventer, at mellem to og tre millioner mere kommer til at forlade deres hjem i søgen efter varme og sikkerhed, siger han ifølge Ritzau.