DFDS med stor fremgang i omsætning og overskud

Foto: Shutterstock.

Den danske transportkoncern, DFDS, har i tredie kvartal i år øget sin omsætning med godt 60 procent sammenlignet med samme periode sidste år.

 

Det fremgår af selskabets kvartalsregnskab.

Færgeselskabet DFDS, der både transporterer gods og passagerer, havde i tredje kvartal en omsætning på 7,2 milliarder kroner imod 4,4 milliarder i tredje kvartal 2021.

Stigningen i omsætningen skyldes både et fortsat opsving i passagertal og stigende priser for fragt, som skal dække blandt andet stigende energiomkostninger.

Også hvad angår selskabets overskud for kvartalet, er der fremgang at spore.

Resultatet før skat er i tredje kvartal endt på 853 millioner kroner. Det er næsten en tredobling i forhold til de 291 millioner kroner, DFDS havde i resultat før skat i samme kvartal sidste år.

Overskuddet  kan blandt andet tilskrives en stigende passagerindtjening, der er 11 procent højere end i samme kvartal i 2019, hvor coronapandemien endnu ikke var startet..

– Stabil efterspørgsel fra fragtkunder og en stærk tilbagevenden af passagerer løftede resultatet igen i tredje kvartal, siger administrerende direktør Torben Carlsen i en kommentar til regnskabet.

DFDS havde i årets tredje kvartal  1,7 millioner passagerer med sine færger. Det er mere end en firdobling sammenlignet med tredje kvartal sidste år, hvor coronarestriktioner betød, at mange undlod at rejse.

Selv om DFDS har omsat mere på at levere fragt, er der flyttet en mindre mængde gods end i samme kvartal sidste år. 156 millioner ton gods er blevet fragtet, og det er et fald i volumen på 6,6 procent.

Det danske selskab med hovedkontor i København har en årlig omsætning på omkring 25 milliarder kroner.

DFDS blev grundlagt i 1866 og har 11.000 ansatte i 20 lande, som arbejder på skibe, i terminaler, logistikcentre og kontorer i og omkring Europa.

Som følge af de gode kvartalsregnskabstal opjusterede selskabet onsdag sine forventninger til året. DFDS forventer således i 2022 at opnå et driftsresultat før af- og nedskrivninger før særlige poster på mellem 4,8 og 5 milliarder kroner.

Subscribe
Notify of
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
View all comments
Per Draker

Per Draker

Ansvarshavende redaktør/Journalist på Newstimes.dk