Den sidste overlevende skuespiller fra filmklassikeren ‘Borte med blæsten’ fra 1939, Mickey Kuhn, døde søndag på et hospice i Florida. Han blev 90 år.
Det oplyser hans ven, George Terrell, i et opslag på Facebook.
‘Det er trist at rapportere, at Mickey Kuhn døde i dag. Han var det sidste besætningsmedlem fra ‘Borte med blæsten’, skriver George Terrell med henvisning til filmen, hvor Mickey Kuhn spillede Beau Wilkes, der var søn til Ashley og Melanie Wilkes.
‘Men ud over at være Beau Wilkes var han med i mange andre film med store navne som Bette Davis og John Wayne. Han var den eneste person, der optrådte sammen med Vivien Leigh i begge hendes Oscar-vindende filmroller. Må han hvile i fred og genopstå i herlighed’, slutter han opslaget.
Mickey Kuhn var en produktiv børneskuespiller i 1930’erne og 40’erne, og han huskes bedst for sin rolle som Beau Wilkes i ‘Borte med blæsten.
Mickey Kuhn efterlader sig en kone og to børn.