Ved weekendens Grand Prix i Brasilien starter den danske racerkører Kevin Magnussen for første gang i sin karriere i poleposition i Formel 1.
Det står klart efter fredagens kørsel på banen i São Paulo, hvor de 20 kørere dystede om startpladserne til lørdagens sprintkvalifikation. Her satte Kevin Magnussen den bedste tid af samtlige kørere.
Kevin Magnussen har aldrig tidligere startet som nummer 1 i et Formel 1-løb, og glæden var naturligvis stor i Hass-holdets garage..
Kort efter at Magnussen havde kørt den hurtigste omgang, begyndte regnen at vælte ned, så de konkurrerende biler ikke kom ud på banen.
– Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Holdet satte mig ud på banen på det helt rette tidspunkt.
– Jeg fik kørt en nogenlunde omgang. Det er utroligt, siger Kevin Magnussen, mens tårerne presser sig på.
Magnussen satte syvendehurtigste omgangstid i Q1, hvilket bragte ham sikkert videre til Q2.
Hans holdkammerat, Mick Schumacher, var mere end to sekunder langsommere. Tyskeren kørte i den dårligste tid af alle kørere og var dermed ude af kvalifikationen efter Q1.
I Q 2 lykkedes det endnu en gang Kevin Magnussen at sætte syvendehurtigste omgangstid.
I Q3 blev danskeren noteret for hurtigste omgangstid, og da regnen efterfølgende begyndte at sile ned over banen i São Paulo, havde de øvrige kørere svære betingelser
Med flere minutter tilbage af kvalifikationen blev de forskellige biler inde i garagen, og jublen begyndte at brede sig hos Haas-holdet.
– Jeg er kommet tilbage efter et år udenfor. Det har været en fantastisk rejse, siger Magnussen og takker holdet.