Heartland Festival 2023 præsenterer nu et absolut hovednavn på musikprogrammet til næste års arrangement. Festivalen har skrevet kontrakt med den britiske verdensstjerne Sting.
Den britiske verdensstjerne Sting er offentliggjort til musikprogrammet på Heartland Festival i 2023.
Den midtfynske festival ved Egeskov Slot løber af stablen fra den 8. til 10. juni næste år., og Sting er det tiende navn, man foreløbig har offentliggjort på musikprogrammet.
– Sting er et kæmpe Heartland hovednavn og en af de største nulevende ikoner på den internationale musikscene med et katalog af hits, der spænder mere end 40 år fra det tidlige The Police helt frem til hans soloudgivelser i dag. Der bliver med garanti fællessang og dans på Egeskov, siger direktør og musikchef Ulrik Ørum-Petersen til avisen.dk.
71-årige Sting har modtaget utallige priser og hæder i løbet af karrieren. Det er blandt andet blevet til 17 Grammy Awards.
Desuden har han været nomineret til fire Oscars for bedste originale sang.
Sidste gang, Sting var i Danmark, var i oktober, hvor han gav koncert i Royal Arena i København.
Han står bag klassikere som “Every Breath You Take”, “Roxanne”, “Shape of My Heart” og “Englishman in New York”.
Jack Johnson og Fatboy Slim er andre udenlandske navne, der tidligere blevet offentliggjort til festivalen.
Fra den danske musikscene præsenteres navne som The Minds of 99, Andreas Odbjerg, Nik & Jay og MØ.
Heartland Festival oplyser, at man i de kommende uger og måneder løbende vil tilføje yderligere navne til programmet.