Peter Schmeichel i kontroversielt job som ekspert for Qatar TV-station

Foto: Shutterstock.

Danmarks tidligere landsholdsmålmand Peter Schmeichel skal dække det kommende fodbold-VM i Qatar som ekspert for den lokale TV-station, BelN Sports.

.

Det oplyser TV-stationen i en pressemeddelelse. Her optræder Peter Schmeichel sammen med en lang række andre prominente fodboldnavne, der er blevet ansat til at deltage i stationens udsendelser omkring verdensmesterskabet.

Ud over Schmeichel er blandt andre brasilianeren Kaka, argentineren Gabriel Batistuta og tyskeren Lothar Matthäus kommet på BeIn Sports lønningsliste.

Peter Schmeichels nye job er kontroversielt, fordi Qatar som vært for slutrunden har været kritiseret på grund af oliestatens anstrengte forhold til basale menneskerettigheder og kritisable omgang med migrantarbejdere.

Desuden beskyldes landet for at bruge VM til “sportswashing”, hvilket er betegnelsen for, når et land forsøger at forbedre sit omdømme gennem sport.

Kvindelandsholdets Nadia Nadim har tidligere fået hård kritik, fordi hun har ladet sig hyre som ambassadør for slutrunden.

Brian Laudrup, måtte i september stoppe som ekspert på TV2 og som deltager i en podcastserie på Politiken, efter at han deltog i en VM-relateret video, der promoverer Dubai.

De Forenede Arabiske Emirater, som Dubai er en del af, har ligesom Qatar fået kritik for at være på kant med menneskerettighederne.

Har tidligere deltaget i kontroversielle projekter

Peter Schmeichel har også tidligere været involveret i et kontroversielt tv-projekt.

Op til VM i 2018 lavede han således programmer for den statskontrollerede russiske kanal Russia Today. Og i november sidste år besøgte Schmeichel sammen med store navne som David Beckham og Andrea Pirlo Qatar for at markere, at der var et år til slutrundens start.

Ved den lejlighed afviste han at gå ind i debatten om værtsnationen.

– Det vil jeg ikke blande mig i, sagde han dengang til svensk TV4.

– Vi har arrangeret fodboldturneringer over hele verden. Det skal handle om fodbold. Der findes mange, mange forskellige niveauer i den her debat, som aldrig bliver drøftet, men når det gælder fodbold, bliver det altid taget op. Det synes jeg, at vi burde afholde os fra, sagde Schmeichel.

Subscribe
Notify of
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
View all comments
Per Draker

Per Draker

Ansvarshavende redaktør/Journalist på Newstimes.dk