Den britiske premierminister og partiformand Liz Truss trækker sig fra sine poster. Det oplyste hun i en kort udtalelse foran Downing Street 10 i London torsdag.
.
Liz Truss forklarede, at hun ikke følte, at hun kunne levere på det mandat, hendes partikolleger havde givet hende den 6. september.
En væsentlig årsag til hendes beslutning skal findes i den store pakke med skattelettelser, der blandt andet skulle finansieres med lånte penge.
Lanceringen af planen fik de finansielle markeder til at sende renten på britiske statsobligationer i vejret, og Liz Truss måtte opgive sine skattelettelser. Det kostede også hendes finansminister, Kwasi Kwarteng, jobbet.
Liz Truss oplyser, at hendes afløser som formand for Det Konservative Parti i Storbritannien vil blive fundet inden for en uges tid.
Med posten som formand for Det Konservative Parti følger også posten som premierminister.
Liz Truss vil fortsætte som regeringsleder, indtil en afløser er fundet, siger hun.
Oppositionen kræver nyvalg
Oppositionspartierne Labour og Liberaldemokraterne har krævet, at der afholdes nyvalg i forbindelse med Liz Truss´fratrædelse
– Den britiske befolkning fortjener at have noget at skulle have sagt om landets fremtid, siger Labours leder, Keir Starmer, ifølge Sky News.
– De skal have chancen for at se på De Konservatives kaos og Labours planer for at løse det her rod, skabe vækst for det arbejdende folk og genopbygge landet til en mere fair og grønnere fremtid.
Flere konservative toppolitikere er nu potentielt i spil til formandsposten og dermed også som premierminister.
Tidligere finansminister Rishi Sunak er bookmakernes favorit til at blive ny britisk premierminister efter Liz Truss’ afgang. Det skriver Sky News.
Sunak blev nummer to i den urafstemning, der i sidste måned afgjorde, hvem der skulle afløse den fratrådte Boris Johnson i Downing Street 10.
Boris Johnson også i spil
The Times’ politiske redaktør skriver på Twitter, at også Boris Johnson vil stille op og forsøge at komme tilbage på premierministerposten.
– Han sonderer terrænet, men mener angiveligt, at det er er spørgsmål af national interesse, skriver politisk redaktør Steven Swinford.
Endvidere nævnes Penny Mordaunt og Ben Wallace som mulige efterfølgere, ligesom den nuværende finansminister, Jeremy Hunt, ligger ligeledes relativt højt på bookmakernes liste over potentielle afløsere, men ifølge Sky News vil den nye finansminister, Jeremy Hunt, ikke stille op til formandsposten..