Den tyske energigigant Uniper, der ejer Barsebäck-værket, afviser nu, at man skulle have planer om at bygge et nyt atomkraftværk i Sverige.
Det understreger talsmand for Uniper, Georg Oppermann, over for Sveriges Radio.
Direktøren for Barsebäck, Åsa Carlson løftede ellers for godt to uger siden sløret for planerne om at opføre et nyt atomkraftværk blot 15 kilometer inde i landet fra Barsebäckværket i byen Kävlinge.
– Vi har i dag ikke tilstrækkelig energi i Skåne, og vi vil bidrage til løsningen, sagde Åsa Carlson dengang til den svenske tv-station SVT.
Åsa Carlsons udtalelse beror imidlertid på en misforståelse, siger Georg Oppermann.
Barsebäck-værkets sidste reaktor blev lukket og slukket i 2005.
Nedrivningen af to reaktorer er i øjeblikket i fuld gang. Arbejdet ventes ifølge SVT at stå på frem til 2028, hvorefter selve værkets bygninger rives ned.