Skaksportens verdensforbund, FIDE, går nu ind i sagen om påstået svindel i forbindelse med den norske verdensmester Magnus Carlsens choknederlag til amerikaneren Hans Niemann tidligere på måneden.
FIDE vil indlede en efterforskning, men kritiserer samtidig Carlsens håndtering af situationen. Verdensmesteren har kraftigt antydet, at Hans Niemann fuskede i forbindelse med kampen, men foreløbig har han ikke fremlagt beviser for den alvorlige påstand.
FIDE+s præsident, Arkady Dvorkovich, fastslår i en erklæring på organisationens hjemmeside, at forbundet har til opgave at beskytte sportens integritet.
– Magnus Carlsens handlinger påvirker hans kollegers omdømme, sportslige resultater og kan i sidste ende være skadelige for vores spil. Vi er af den overbevisning, at der var bedre måder at håndtere denne situation på, udtaler præsidenten.
Efter at have tabt til Niemann trak Magnus Carlsen sig fra turneringen, mens Hans Niemann måtte forsvare sig mod en storm af rygter om urent trav.
– FIDE er parat til at bede sin Fair Play-kommission om en grundig undersøgelse af hændelserne, når den indledende bevisførelse er gennemført, og alle involverede parter har fremlagt al tilgængelig information, lyder det på forbundets hjemmeside.