Som ventet har EU-landene besluttet at suspendere den aftale om lempelse af visa for russiske statsborgere, der hidtil har været gældende. Og Danmark har valgt at følge trop.
Det oplyser Udlændinge- og Integrationsministeriet i en pressemeddelelse.
Danmark er på grund af det danske retsforbehold ikke en del af den egentlige EU-aftale.
Men Danmark har en tilsvarende bilateral aftale med Rusland, og den har den danske regering valgt at suspendere i kølvandet af EU-beslutningen.
Suspenderingen af visalempelsesaftalen med rusland betyder, at det fremover vil være markant sværere for russere at komme ind i Danmark.
– Det er provokerende, at russere rejser til europæiske lande – blandt andet for at holde ferie – mens deres land har invaderet et frit og demokratisk europæisk land, understreger udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) i pressemeddelelsen.
Efter beslutningen må Rusland nu se sig i gruppe med lande som Somalia, Syrien og Eritrea, når det gælder muligheden for at få visa til Danmark, forklares det i pressemeddelelsen.