Det vil få konsekvenser, hvis Rusland som forventet gennemfører en annektering af de fire delvist besatte områder i det sydøstlige Ukraine ovenpå de såkaldte folkeafstemninger om nationalt tilhørsforhold. Det fastslår en talskvinde for Det Hvide Hus.
– Som svar vil vi samarbejde med vores allierede og partnere om at indføre yderligere økonomiske sanktioner mod Rusland og på de personer og enheder indenfor og udenfor Rusland, som støtter denne aktion, siger Det Hvide Hus’ pressesekretær Karine Jean-Pierre ifølge Reuters i en udtalelse.
– Ifølge vore oplysninger var ethvert aspekt af disse folkeafstemninger forudaftalt og orkestreret af Kreml, tilføjede hun.