Tyskerne må forvente en svær vinter med reducerede gasforsyninger fra Rusland. Det siger den tyske økonomi- og klimaminister Robert Habeck.
– Vi har stadig en meget hård vinter foran os. Vi må forvente, at Putin vil reducere gasforsyningen yderligere, fortæller han ifølge Reuters til det tyske medie ARD.
En række europæiske ledere har udtrykt stor bekymring omkring den russiske gasforsyning til Europa. For knap en måned siden varslede det russiske gasselskab Gazprom, der står for leveringen, at deres plan er at halvere leverancerne af gas til de europæiske lande.