De afbrudte kabelforbindelser, som har lammet store dele af togtrafikken i det nordlige Tyskland, betragtes af de tyske myndigheder som sabotage. Det siger den tyske transportminister, Volker Wissing, ifølge tagesschau.de.
– Årsagen var sabotagehandlinger mod kabelnettet. Kabler, som er uundværlige for togtrafikken, blev bevidst og med forsæt skilt ad, sagde ministeren ved et pressemøde, og tilføjede, at togtrafikken kom op at køre igen i løbet formiddagen takket være Deutsche Bahns hurtige krisestyring i samarbejde med ministeriet.
Tysk politi oplyser at der er fundet gerningssteder i Berlin og i Nordrhein-Westfalen. Man ved endnu ikke noget om baggrunden for sabotagen eller om gerningsmændene, men politiet efterforsker sagen.
Som følge af sabotagen stod al togtrafik i Nordtyskland stille i tre timer lørdag formiddag. Det medførte et stort antal strandede passagerer.
– Man var fuldstændigt lammet, man agerede i blinde, og det her ramte altså ned midt i ferietrafikken i Tyskland, hvor to delstater er på vej på efterårsferie, fortæller DR’s korrespondent i Tyskland, Michael Reiter.