Retten på Frederiksberg har sent onsdag aften frifundet tre mænd, der var tiltalt for forskellige roller i forbindelse med indsmugling af 50 kilo kokain fra Sverige til Danmark.
Domsmandsretten frifandt alle tre tiltalte.
Kokainen blev ifølge tiltalen smuglet fra Sverige til Danmark via Øresundsbroen ad tre omgange i juni 2020.
Kokainen blev herefter i Danmark angiveligt overdraget til andre på parkeringspladsen foran Valby Hallen.
Anklagemyndighedens påstand var, at de tre tiltalte havde forskellige roller i transaktionerne.
En 33-årig var tiltalt for at opbevare kokainen på sin gård i Sverige, en 44-årig for at bringe stoffet til København, mens en 38-årig ifølge anklagemyndigheden stod for den overordnede planlægning af smuglingen.
Dommeren og de to domsmænd afviste imidlertid anklagemyndighedens påstande og frifandt alle tre.
Tiltalen mod de tre er en del af et større kompleks, som politiet har døbt “Operation Sixpence”.
I denne sag er ni mænd anklaget for at have koordineret indsmugling og videresalg af sammenlagt 400 kilo kokain.
I tilståelsessager er to af disse mænd tidligere idømt otte og ti års fængsel for henholdsvis 12 og 15 kilo kokain.
Anklagemyndigheden har nu to uger til at afgøre, om man vil anke frifindelsen af de tre til Østre Landsret.