Tre mænd er ved et nævningeting i Michigan kendt skyldige i af have deltaget i planer om at bortføre delstatens guvernør Gretchen Whitmer i oktober 2020.
De tre mænd var ifølge anklagerne i sagen medlemmer af en militsgruppe ved navn Wolverine Watchmen.
Gruppens planer gik angiveligt ud på at bryde ind i Whitmers sommerhus, bortføre hende og stille hende for en selvbestaltet ‘domstol’ for forræderi.
Gruppen var vred på guvernøren på grund af de strenge coronarestriktioner, den demokratiske guvernør havde indført i Michigan, mener anklagerne.
De tre mænd risikerer hver op til 20 års fængsel. Strafudmålingen ventes at finde sted 15. december.
Guvernør Whitmer skriver i en kommentar på Twitter, at hun ikke lader sig kue af de trusler og det ordvalg, der er kommet frem i løbet af den to uger lange retssag.
– Disse domme er endnu et bevis på, at vold og trusler ikke hører hjemme i politik, lyder det fra Whitmer.
To mænd blev i august kendt skyldige i samme sag. Mændene var anklaget for at forsøge at fremprovokere en ny amerikansk borgerkrig ved at bortføre guvernøren.
Ifølge domstolene har de tre senest dømte hjulpet de to med blandt andet at skaffe våben.
Guvernør Whitmer har tidligere givet ekspræsident Donald Trump en del af skylden for mændenes planer.
Hun understreger desuden, at selv om planen om bortførelse ikke blev gennemført, vil det påvirke hende resten af livet.
– Jeg har set store bevæbnede grupper mindre end 30 meter fra mit hus. Jeg har set dukker af mig blive hængt, har hun tidligere udtalt