Det endelige udfald af søndagens svenske valg er endnu uafklaret, men uanset resultatet er valgets helt store vinder det indvandrerkritiske parti Sverigedemokraterne og dets leder Jimmie Åkesson.
Det fastslår flere svenske aviser i deres lederartikler.
Den liberale avis Expressen mener, at ikke mindst partiets leder Jimmie Åkesson har grund til at være tilfreds med valgresultatet. Avisen mener dog især, at hans succes kan tilskrives, at landets største parti, Socialdemokraterne, er gået til valg uden politik.
I stedet har Socialdemokraterne forsøgt at udlægge valget til at være en folkeafstemning for eller imod Sverigedemokraterne, påpeger avisen..
– Det ser ikke ud til at have ført til sejr. Tværtimod vokser SD (Sverigedemokraterna, red.) yderligere og overtage rollen som Sveriges næststørste parti. Det er dybt uheldigt, skriver avisen i lederen.
Efter at Sverigedemokraterne blev dannet har svensk politik været hæmmet af, at ingen af de øvrige partier havde lyst til at samarbejde med det nye parti. Resultatet var, at der blev dannet politiske alliancer på tværs af højre- og venstrefløjen, som havde meget svært ved at nå til enighed om noget som helst.
Blekinge Läns Tidnings liberale redaktion mener, at statsminister Magdalena Andersson har ydet en stærk præstation, og at Moderaternes med deres leder Ulf Kristensson ikke længere ser ud til at være Sveriges næststørste parti
– Forskellen mellem succes og fiasko vil være meget tynd for Ulf Kristersson. Vil han blive husket som taberen, der lod SD overhale M (Moderaterna, red.) i antal stemmer? Eller vinderen, der kunne føre en ny koalition til magten? Et par titusinde stemmer kan gøre forskellen, skriver Blekinge Läns Tidning.
Om det bliver rød eller blå blok, der har fået flest stemmer er således endnu helt uklart. Resultatet af det svenske valg balancerer på en knivsæg.
Blandt andet mangler man optællingen af udlands- og brevstemmer, og det betyder, at et endeligt resultat tidligst vil foreligge onsdag.