Danmarks største rockerklub, Satudarah, har planer om at rykke ind i en nedlagt skovbørnehave og Friskole ved Middelfartvej i udkanten af Odense. Det skriver Fyens Stiftstidende ifølge Presse-fotos.dk.
Odense huser allerede flere forskellige andre rockerklubber, blandt andet Hells Angels.
Den nye afdeling kommer ifølge flere medier til at gå under navnet ‘Midland’. Oplysningen bekræftes af det fuldgyldige medlem Patrick Nielsen, som er tidligere topbokser.
Han har således fredag delt et opslag på Instagram med teksten: “Welcome to our New chapter #Midland.”
I opslaget vises desuden et billede af 14 mænd med Midland-logo i hånden eller syet ind i deres tøj.