Radikale foretrækker fortsat Mette Frederiksen som statsminister

Foto: Shutterstock.

De Radikale peger fortsat på Mette Frederiksen som statsminister i en bred regering efter valget den 1. november.

 

Det siger De Radikales politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, onsdag på et pressemøde på Christiansborg.

– Vi peger på Mette Frederiksen som statsminister for en bred regering.

– Vi går til valg på en regering, der samler både røde og blå (partier, red.). Men det er heller ikke nok at blande farverne, hvis ambitionerne er for lave. Vi ønsker en bred regering. En regering, der samler os i stedet for at dele os, siger hun.

De Radikales manglende tillid til S-regeringen efter Minksagen var ellers den direkte årsag til, at Mette Frederiksen onsdag blev tvunget til at udskrive folketingsvalg, selv om der stadig resterer otte måneder af indeværende valgperiode.

Sofie Carsten Nielsen medgav på pressemødet, at det kan se mærkeligt ud, at De Radikale igen peger på den statsminister, hvis regering partiet ikke har haft tillid til.

Hun henviser dog til, at statsministeren siden partiets kritik har vist sig mere samarbejdsvillig og understreger, at Mette Frederiksen som den eneste af de tre statsministerkandidater har erklæret sig åben for at diskutere en regering over den politiske midte.

– Mette Frederiksen har faktisk gentagne gange rakt hånden frem og talt for værdien af en regering hen over midten, siger Sofie Carsten Nielsen.

Bred regering Mettes førsteprioritet

Mette Frederiksen sagde endda efter valgudskrivelsen, at en bred regering nu er hendes førsteprioritet. Hun har tidligeregivet udtryk for, at hun ønskede at fortsætte som etpartiregering.

Gennem noget tid  har det dog stået klart, at Socialdemokratiets chance for at kunne fortsætte alene i regering var meget lille, eftersom Sofie Carsten Nielsen blankt har afvist at bakke op om en etpartiregering.

Hvis man skal tro meningsmålingerne, vil Socialdemokratiet ikke opnå mandater nok til at kunne fortsætte alene i regering med SF og Enhedslisten som parlamentarisk grundlag.

De to statsministerkandidater fra blå blok, formand Søren Pape Poulsen (K) og formand Jakob Ellemann-Jensen (V), har både før og efter valgudskrivelsen afvist at indgå i en regering med Socialdemokratiet.

Subscribe
Notify of
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
View all comments
Per Draker

Per Draker

Ansvarshavende redaktør/Journalist på Newstimes.dk