Med en ny funktion på det sociale medie Snapchat kan forældre nu holde øje med, hvem deres børn skriver med og sender billeder til. Funktionen, der blev lanceret mandag, kaldes “Family Center”.
Det oplyser Snapchat til Ritzau. Funktionen blev allerede i august taget i brug i andre lande.
Snapchat har en aldersgrænse på 13 år, og brugen af “Family Center” skal accepteres af den unge, før funktionen kan tages i brug.
Forældre kan se, hvem de unge kommunikerer med og hvilke nye venner de får, men kan ikke følge med i, hvad der bliver sendt af billeder eller beskeder i appen.
Desuden har forældre mulighed for anmelde konti, der virker mistænkelige.