Novo Nordisk Fonden har bevilget knap 1,5 milliarder kroner til et projekt, som skal sikre, at Danmark bliver det første land, der udvikler en fuldt funktionel kvantecomputer. Det skriver Finans.dk
»En fuldt funktionel kvantecomputer vil fuldstændig kunne revolutionere life science-industrien,« siger Mads Krogsgaard Thomsen, adm. direktør i Novo Nordisk Fonden, til Finans.dk
Mads Krogsgaard Thomsen mener, at en computer af denne art af computer vil give verden helt nye muligheder for at komme den store globale klimakrise til livs.
Arbejdet med at skabe den nye supercomputer skal udføres af forskere på Niels Bohr Instituttet på Københavns Universitet. Man håber med projektet at være i stand til at udføre det, techgiganter og stormagter som f.eks. Kina endnu ikke er lykkedes med.
»Kvanteforskningen i Danmark står så stærkt, at vi allerede er i top 5 i verden. Det gør, at lillebitte Danmark har en chance for at kunne være med helt fremme den dag, verden går fra at være styret af konventionel kunstig intelligens til noget, som arbejder i en helt anden liga. Her vil man kunne løse problemer, der i dag er helt uløselige,« understreger Mads Krogsgaard Thomsen over for Finans.dk.
Imidlertid er der også forskere, der ikke mener, at en kvantecomputer vil kunne løse de ønskede udfordringer.
Således har Nikita Gourianov, der er fysiker på Oxford Universitet og arbejder med kvantefysik, eksempelvis. i et langt indlæg i Financial Times kaldt de mange kvantecomputer-satsninger med store investeringer til følge for en boble.
Fysikeren udtrykker også stor tvivl om, hvorvidt konstruktionen af en kvantecomputer, der vil være i stand til at løse de givne prolemer, overhovedet vil være mulig.
Tre selskaber, IonQ, Rigetti og D-Wave, der fokuserer på samme opgave, er alle blevet børsnoteret i 2021. Senest D-Wave i august 2021. Men de tre selskabers aktier er siden børsnoteringen faldet med henholdsvis 50, 77 og 39 pct.