Statsminister Mette Frederiksen ønsker ikke at forholde sig konkret til den trussel om et mistillidsvotum, De Radikale har fremsat, hvis hun ikke inden den 4. oktober udskriver valg.
Det står klart efter Socialdemokratiets sommergruppemøde i Odense tirsdag
Den politiske leder hos De Radikale, Sofie Carsten Nielsen gjorde det allerede i starten af juli klart, at partiet er parat til at vælte regeringen, hvis Mette Frederiksen ikke udskriver valg inden 4. oktober. Hun har for nyligt gentaget denne trussel.
På sommergruppemødet blev Mette Frederiksen af flere journalister spurgt ind til, hvordan hun forholder sig til De Radikales udmelding.
Mette Frederiksen nøjedes med at sige, at hun naturligvis lytter til, hvad de øvrige partier i Folketinget siger, men at hun ikke havde konkrete kommentarer til, hvornår hun påtænker at udskrive valg.
“Det gælder ikke mindst de partier, som vi har som parlamentarisk grundlag. Så selvfølgelig har jeg hørt, hvad De Radikale har sagt,” forklarede Mette Frederiksen ifølge Ritzau.
Ambition om fortsat socialdemokratisk regering
“Jeg kommenterer ikke på, hvornår valget udskrives. Men det skal udskrives inden for et lille år – det vil sige inden Grundlovsdag næste år,” fortsatte statsministeren.
Mette Frederiksen slog samtidig på sommergruppemødet fast, at hendes ambition forud for et kommende valg fortsat er, at den nuværende regering skal fortsætte.