En tropisk storm har foreløbig kostet 72 mennesker livet i det sydlige Filippinerne. Stormen har medført store oversvømmelser og alvorlige jordskred.
Det oplyser en talsperson for myndighederne ifølge nyhedsbureauet Reuters natten til lørdag dansk tid.
33 personer er blevet såret, og 14 mennesker savnes.
Filippinernes næststørste ø, Mindanao,som ligger lige syd for øen Cebu, er værst ramt af stormens ødelæggelser.
Bjerglandsbyen Kusiong meldes begravet i mudder, og redningsfolk blev ifølge nyhedsbureauet AFP sendt til byen i løbet af fredagen. Byen blev efter voldsom regn i løbet af natten ramt af store vandmængder blandet med mudder, sten og væltede træer
Tyfonen Nalgae har haft maksimale vindstød på op til 160 kilometer i timen.