Lars Løkke Rasmussen og hans parti, Moderaterne, står i den seneste meningsmåling til at blive Folketingets tredjestørste parti.
Epinion har lavet målingen for DR og Altinget, og her står partiet til at få knap hver tiende stemme, hvis folketingsvalget blev afholdt nu. Helt nøjagtigt 9,8 procent af stemmerne
Det skriver DR.
Ifølge Epinion er det det højeste, man nogensinde har målt partiet til.
Tallet overstiger også resultatet i en måling Voxmeter foretog for Ritzau tidligere på ugen. Her stod partiet til at få 9,2 procent af stemmerne.
Moderaternes politiske chef, Jakob Engel-Schmidt, siger til DR, at han er glad for målingens resultat:
»Jeg har et dybt hav inde i maven, der bare er i vildt oprør. Det føles rigtig, rigtig rart. Men omvendt der er meget langt til mål,« siger han.
Moderaterne har ikke bekendt sig til hverken rød eller blå blok og vil heller ikke pege på en statsminister før efter valget.
Desuden har Løkke tidligere sagt, at han ønsker en regering over midten med både røde og blå partier.
Lars Løkke Rasmussen har tidligere været statsminister to gange. Han er den seneste uge blevet spurgt, om han vil gå efter at blive statsminister en tredje gang, men har ikke meldt sig som statsministerkandidat. Han siger også, at han ikke har nogen umiddelbare planer om at gøre det.
Han afviser det dog ikke fuldstændig og har også sagt, at han vil acceptere det, hvis han bliver tilbudt posten.