Kommunerne skal spare – slut med udendørs skøjtebaner

Foto: Shutterstock.

Flere danske byer opgiver nu den traditionelle opsætning af udendørs skøjtebaner i bymidten. Det sker som en direkte følge af de stigende energiprisr og gælder banerne i Middelfart, Esbjerg og Aarhus. Det skriver Ritzau.

 

– Sådan en skøjtebane er en dyr fornøjelse. Lige nøjagtig i år, hvor man skruer ned for varmen, ønsker vi at sende et politisk signal, fortæller Jakob Lose (V), der er formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Esbjerg Kommune til Ritzau.

Han forklarer, at en gennemsnitlig udendørs skøjtebane typisk bruger op mod 30.000 kilowatt-timer på en vintersæson. Det skal ses i forhold til, at en gennemsnitlig familie i Danmark på et år bruger omkring 4500 kilowatt-timer.

– Det er rigtig mange penge, når energipriserne ligger det sted, som de gør nu, siger Jakob Lose.

Jacob Lose understreger, at den manglende skøjtebane vil have en mærkbar indflydelse på hele bylivet i Esbjergs centrum.

– Der bliver ikke lige så meget liv og glæde nede på torvet i Esbjerg, som der plejer at være. Og vi kan jo heller ikke afvise, at det vil have en afsmittende effekt på handelslivet.

– Men vi kunne nå at bremse opsætningen, så det er det, vi har besluttet, siger Jakob Lose.

Også i Middelfart har man valgt at droppe skøjtebanen. Det fortæller Mette Ahlmann, der er eventmanager ved Brobygning Middelfart, som står for skøjtebanen i Middelfart.

– Hvis vi står over for nedlukninger af strøm, skal vi ikke bruge en masse penge på at have en dyr skøjtebane kørende, fortæller hun.

Samme holdning har man i Aarhus, hvor borgerne må se frem til en vinter uden skøjtebane. Det skriver Aarhus’ kulturforening Sport & Fritid på sin hjemmeside.

– Desperate tider stiller krav til alvorlige handlinger. Vi skal som kommune gå foran og bidrage til, at vi kommer bedst muligt gennem krisen, siger rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Rabih Azad-Ahmad til Ritzau

Beslutningen i de tre byer kommer på bagkant af, at regeringen på et pressemøde den 8. september opfordrede kommunerne til at spare på energien. Samtidig blev det vedtaget, at temperaturen i offentlige bygninger fra 1. oktober vil blive sænket til 19 grader.

Subscribe
Notify of
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
View all comments
Per Draker

Per Draker

Ansvarshavende redaktør/Journalist på Newstimes.dk