Køkkenet på Tranekær Slotskro er blevet lukket øjeblikkeligt af Fødevarestyrelsen efter et kontrolbesøg. Ved besøget konstaterede man et problem med skadedyrsekskrementer i produktionskøkkenet.
Kontrolbesøget skete på baggrund af en henvendelse fra en krogæst. Det fortæller fødevarechef i Fødevarestyrelsens kontrolenhed på Fyn og Sjælland, Henning Knudsen til Fyens Amts Avis.
– Vi fik en forbrugerhenvendelse fra en borger, der havde overnattet på kroen mellem den 8. og den 9. august, og den 10. august mødte vi op og konstaterede, at der var et skadedyrsproblem i de lokaler, der nu er omfattet af forbuddet, siger Henning Knudsen.
Fødevarestyrelsens besøg kommer kun seks dage efter at kontrollanterne tidligere havde tjekket forholdene på kroen.
Kroens ejer har fået et totalforbud mod at benytte kroens køkken. Det samme gælder en bar, et baglokale og et lager.
Først når og hvis kroen har fået styr på forholdet, vil forbuddet blive ophævet. Det kræver dog også et nyt kontrolbesøg, skriver avisen
– Så kommer vi lige så hurtigt, som vi kan, så de kan komme i gang igen, siger fødevarechefen til Fyens Amts Avis.
Ejeren er tavs
Han oplyser også, at den endelige kontrolrapport efter det seneste besøg endnu ikke er skrevet, fordi den ved udstedelsen af et forbud skal kigges igennem af styrelsens jurister.
Avisen har forgæves forsøgt at få en udtalelse fra kroens ejer Mariah Sama Veith, der overtog forretningen i 2017 sammen med sin partner Job Eshun. Parret gik fra hinanden i 2020, og siden har Mariah Sama Veith drevet kroen videre på egen hånd.