Storbritanniens tidligere premierminister, Boris Johnson, har ifølge kilder sikret sig opbakning fra 100 konservative medlemmer af Underhuset, der peger på ham som afløser for den hidtidige premierminister Liz Truss.
Oplysningen stammer fra en unavngiven kilde, der er tæt på Boris Johnson, fortæller Sunday Times’ politisk kommentator Tim Shipman.
BBC’s politiske redaktør, Chris Mason, erfarer ligeledes, at Johnson nu har sikret sig tilstrækkelig med støtte til, at han vil kunne blive en faktor ved det konservative formandsvalg.
Den konservative parlamentariker James Duddridge, der støtter Johnson, bekræfter ligeledes, at Johnson nu har over 100 støtter. Det skriver Reuters.
Andre konservative parlamentsmedlemmer var dog hurtigt efter at nyheden var ude, klar med skeptiske kommentarer.
»Sludder og vrøvl,« lyder en af kommentarerne ifølge BBC.
Der peges blandt andet på, at det langt fra er alle de påståede 100 konservative parlamentarikere, der åbent og med navns nævnelse har tilkendegivet deres støtte til Johnson.
BBC har opgjort, at Johnson lørdag eftermiddag havde fået tilsagn fra 50 navngivne støtter. Avisen The Telegraph har talt sig frem til 53, der peger på ham.
Få timer inden havde BBC talt 46 konservative medlemmer af Underhuset, der officielt havde erklæret deres støtte til ham.
Boris Johnson endnu ikke officielt bekræftet sit kandidatur.
Men hvis det bekræftes, at Johnson nu har 100 navngivne støtter blandt sine kolleger i Underhuset, giver det ham en plads på stemmesedlen ved formandsvalget.
Kandidater skal sikre sig en nominering fra mindst 100 konservative parlamentarikere senest mandag klokken 14 for at kunne stille op.
Tidligere finansminister Rishi Sunak, der trak sig fra Johnsons regering tidligere på året, blev sent fredag aften den første, der nåede målet om at samle 100 navngivne støtter bag sig.
Lørdag eftermiddag er det tal steget til 114, skriver BBC.