Irans parlament viser ingen forståelse for den seneste tids demonstrationer i landet. I en fælles udtalelse opfordrer 227 af Irans 290 parlamentsmedlemmer domstolene til at ‘handle beslutsomt’ og idømme dem, som har opildnet til demonstrationer i landet, hårde straffe. Det skriver Reuters.
Medieomtale af store demonstrationer i landet og billeder af kvinder, der klipper deres hår og brænder tørklæder, har ellers skabt et spinkelt håb om, at mere frihed kunne være på vej i Iran.
Men hos styret i Teheran har reaktionen været stik modsat.
En række videoer har vist billeder af demonstranter, der tilsyneladende bliver udsat for ekstrem vold af de iranske sikkerhedsstyrker.
Mindst 304 mennesker er ifølge den norske menneskerettighedsgruppe Iran Human Rights blevet dræbt af sikkerhedsstyrker i forbindelse med demonstrationerne.