Så er det blevet officielt: Det er Inger Støjberg, der står bag partiet Danmarksdemokraterne
Det, som mange gættede på, og nogle var helt sikre på, er nu blevet bekræftet af hovedpersonen selv.
Den tidligere minister og mangeårigt medlem af partiet Venstre, Inger Støjberg, står bag det nye parti, Danmarksdemokraterne.
Det har hun i dag bekræftet overfor Skive Folkeblad.
“Det er mig, der har stiftet det nye parti, Danmarksdemokraterne.” Videre fortæller Støjberg til Skive Folkeblad, at det nye parti vil sætte fokus på Danmark uden for København, samt at Danmarksdemokraterne skal beskæftige sig med meget andet end udlændingepolitik, som Støjberg tidligere har markeret sig på.
Pressemøde i dag kl 13
Inger Støjberg vil i dag klokken 13 holde pressemøde på et endnu ukendt sted i Jylland.
Støjberg og Danmarksdemokraterne kan nu gået i gang med at jagte de 20.182 vælgererklæringer, som er nødvendige for at kunne stille op ved næste folketingsvalg.
Angiveligt er de første sikret, idet tidligere folketingsmedlemmer samt nogle løsgængere allerede har udtrykt interesse for Støjsbergs nye parti, og nogle har tilkendegivet, de vil melde sig ind.
Det store spørgsmål er så, hvilken betydning partiet vil få for den borgerlige fløj, såfremt det bliver valgt ind.
Det ligger næsten til højrebenet, at mange stemmer vil komme fra Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige. Men Inger Støjberg har tidligere gjort meget ud af pointere, at hun er liberal, så hun vil givetvis også kapre stemmer fra Venstre og Konservative.