Partinavnet “Danmarksdemokraterne – Inger Støjberg” er blevet godkendt af Valgnævnet
Danmark får måske snart et helt nyt politisk parti, efter Valgnævnet på et møde tirsdag godkendte en ansøgning fra forretningsmanden Jan Vilstrup fra Birkerød.
Det er også Jan Vilstrup, der står også bag oprettelsen af foreningen Danmarksdemokraterne og købet af DK-Hostmaster domænenavnet danmarksdemokraterne.dk, som dog fortsat er tomt.
Domænet til hjemmesiden blev oprettet 6. maj 2022, mens foreningen blev oprettet i CVR-registret 8. juni.
Vi ved dog stadig ikke, om partiet, foreningen eller domænet har noget med Inger Støjberg at gøre.
Men vi ved til gengæld, at Inger Støjberg har givet samtykke til partinavnet, og at partiet nu kan indlede jagten på vælgererklæringer.
“Et godt partinavn”
Inger Støjberg har tidligere afvist selv at have søgt om en oprettelse af partiet, og hun har ikke villet svare på, om hun kender Jan Vilstrup.
Til gengæld har Støjberg tidligere over for Ritzau ifølge TV 2 og Berlingske og tilkendegivet, at hun syntes at “Danmarksdemokraterne” var “et meget godt navn”.
På Folkemødet i sidste uge løftede Inger Støjberg dog lidt af sløret:
“Det er klart, at det kan ikke vente år og dage, hvis jeg går i gang med noget nyt. Det er klart nok. Der kommer et valg på et eller andet tidspunkt.”, sagde hun.
Valgnævnet er tirsdag mødtes for at godkende nye ansøgninger om partinavne. Hvis et parti har får godkendt sit navn, skal det bruge 20.182 vælgererklæringer for at blive opstillingsberettiget, og Valgnævnet mødes ikke igen lige foreløbigt.
Derfor var det ved at være sidste chance, hvis Inger Støjberg skulle oprette et parti, der skal være opstillingsberettiget inden næste folketingsvalg, som skal afholdes senest juni 2023.
“Den 21. juni er det præcis et halvt år siden, at jeg blev smidt ud af Folketinget, og så har jeg i hvert fald haft et halvt år til at vurdere situationen”, har Støjberg sagt til Ritzau.
Rigsretssag og farvel til Folketinget
I december 2021 blev Støjberg idømt 60 dages ubetinget fængsel i Rigsretten for overtrædelse af ministeransvarshedsloven i sagen om adskillelse af asylpar, hvor den ene part var under 18.
Otte dage senere blev hun erklæret uværdig til at sidde i Folketinget.
Støjberg forlod tidligere på året Venstre, som stemte for at stille hende for en rigsret – blot den anden rigsret i Danmark i hundrede år.
Flere gange har Støjberg gjort det klart, at hun ikke er færdig med dansk politik.