Der er en gensidig mangel på tillid mellem de to nationer, som synes fanget i et farligt nulsumsspil.
Efterhånden som krigen i Ukraine fortsætter, og forholdet mellem USA og Rusland går fra slemt til værre, ændrer det amerikanske forhold til Kina sig også radikalt. Årtiers to partisk konsensus i Washington om at engagere Beijing er nu under angreb, da en anden politik dukker op.
Den opfattelse, som Clinton-administrationen introducerede – at at holde Kina i en stadig strammere økonomisk omfavnelse med den globale kapitalisme ville ændre den måde, landet styres på – afvises nu som vrangforestillinger. Den amerikanske antagelse om, at et kapitalistisk Kina ville have liberaliseret sit politiske system, var malplaceret; Washingtons mål om at genopbygge landet er slået fejl. En anden, mere selvhævdende politik over for landet er nu bredt fortaler for.
Allerede før man vurderer, om Washington har ret i at ændre sin holdning til Kina, er det værd at bemærke, at tidligere præsident Bill Clintons antagelse var både arrogant og naiv, hvilket talte meget om, hvor let amerikansk udenrigspolitik kan true den globale stabilitet.
Fortryllelsen over Kina voksede allerede under Obama-administrationen, hvis omdrejningspunkt-til-Asien- politik i det væsentlige var rettet mod at begrænse Kinas fremgang. Beijings ledelse gav aldrig USA forsikringer om det modsatte.
Den globale finanskrise i 2008 gav Kina den afgørende rolle at være verdens primære økonomiske motor ; det blev derfor anset for uklogt at antagonisere det unødigt. Kina havde ikke kun akkumuleret et enormt handelsoverskud med USA , men det var også (og er stadig) en af de vigtigste indehavere af amerikanske statsobligationer . Mens de to økonomier blev mere og mere afhængige af hinanden, voksede Kinas ambitioner sideløbende med dets imponerende økonomiske og teknologiske præstationer – en udsigt, der er blevet mere og mere uacceptabel for USA.
Alligevel forblev tidligere præsident Barack Obama overbevist om, at Kina kunne blive mobbet til at acceptere amerikansk lederskab (eller hegemoni ifølge Beijings perspektiv) i Asien-Stillehavsområdet.
Fastholdelse af amerikansk hegemoni
Men USA’s politik ændrede sig radikalt med Donald Trumps ankomst til Det Hvide Hus. Den nye præsident havde ført kampagne med påstanden om, at USA’s politik havde været en fiasko, og at Kina udnyttede USA. Hans første påstand var korrekt; hans anden fejl.
Den nye amerikanske Indo-Pacific-strategi blev oprindeligt skitseret af et nu-afklassificeret papir udarbejdet af Matthew Pottinger, som senere blev Trumps stedfortrædende nationale sikkerhedsrådgiver og hans point man på Kina. Dokumentet var en plan “for at bevare USA’s strategiske forrang i Indo-Stillehavsområdet og fremme en liberal økonomisk orden og samtidig forhindre Kina i at etablere nye, illiberale indflydelsessfærer”.
Der er for mange signaler om, at verdens to bedste nationer er på vej mod farlig eskalering.
USA’s pres på dets europæiske og asiatiske allierede for at revidere deres politiske og økonomiske engagement med Kina opfattes af sidstnævnte som et bevidst forsøg på at isolere, inddæmme og skade det. Samtidig ses Kinas undertrykkende politik mod dets uighuriske mindretal og i Hong Kong, og dets selvhævdende tiltag i Det Sydkinesiske Hav og mod Taiwan, som beviser på dets autoritarisme og dets krænkelse af den regelbaserede verdensorden.
Der er en gensidig mangel på tillid mellem parterne, som synes fanget i et farligt nulsumsspil. Ethvert håb om, at Biden-administrationen, i modsætning til Trumps bullish adfærd, kunne sætte mere håndterbare vilkår for dette komplekse forhold, forsvinder. Samtidig er præsident Xi Jinping og resten af den kinesiske ledelse gradvist ved at miste troen på muligheden for at finde fælles fodslag.
