Finland ønsker at tillade USA og dets allierede at placere atomvåben på finsk jord.
Den finske regering har fremsat et lovforslag om tilslutning ti NATO, der omfatter denne tilladelse,
Det rapporterer avisen Iltalehti ifølge den svenske tv-station SVT.
Statsminister Sanna Marin understreger i forbindelse med fremsætningen af lovforslaget, at det er vigtigt, at Finland ikke stiller forhåndsbetingelser om atomvåben.
– Jeg anser det for meget vigtigt, at vi ikke stiller den slags forhåndsbetingelser eller begrænser vort manøvrerum, når det gælder permanente baser eller atomvåben, sagde hun til finsk tv i weekenden.
På den anden side anser Sanna Marin det ikke for sandsynligt, at der vil blive placeret atomvåben på finsk territorium.
Efter Ruslands invasion i Ukraine har Finland og Sverige valgt at opgive deres politik om neutralitet og har søgt om medlemskab i NATO. De mangler blot NATO-landet Tyrkiets godkendelse.
Finland deler en 1300 kilometer lang grænse med Rusland. Den russiske regering vil formentlig tolke det finske lovforslag som en ny optrapning fra NATO´s side.
Det finske forslag om NATO-tilslutning er stort set klar, og vil blive sendt til behandling i Riksdagen inden for to uger.
ingen begrænsninger
Det indeholder ingen restriktioner på etableringen af NATO-baser på finsk jord. Det begrænser heller ikke stationering af styrker fra NATO-landene, skriver Iltalehti og Newsweek.
De to medier citerer udenrigs- og sikkerhedspolitiske kilder.
Ifølge kilderne skal udenrigsminister Pekka Haavisto og forsvarsminister Antti Kaikkonen allerede have givet NATO tilsagn om det i juli under samtaler om det kommende medlemskab af forsvarsalliancen.
Danmark har siden 1957 sagt nej til atomvåben på dansk jord.